Som gjort af et andet stof – Birgitte Boesgaard

26. maj – 20. juni 2024

”Som gjort af et andet stof” er titlen på en soloudstilling af tekstilkunstner Birgitte Boesgaard. Her kan ses damaskduge som i deres fortid har lagt sig glat under opdækket service med dækkeservietter og har virket som bagtæppe for festlige sammenkomster.

De har nu fået nyt liv, har skiftet ejer fra Mette Stegelmanns familie og gavmildt givet videre, for på den måde at gå fra fladt til foldet, liggende til hængende, formålsbevidst borddækker til udstillet objekt. Et andet tekstil som ofte benyttes i Boesgaards værker er thaisilke, hvis stofkvaliteter favner glans, lethed, fasthed og skulpturel form. Nogle i hybrid med porcelæn, andre draperet over metalstænger.

Værkerne er rettet ud i rummet, ud mod verdenen i stillestående udsyn med opsparet indre kraft der insisterer på at være sig selv, som stille og kraftfulde tilstedeværelser af essens med udefinerbare og gådefulde tydningslag.

De rummer strejf af en slags væsner der hænger ud i en sammenkomst, gruppe, fællesskab, en forbindelse.

Værkerne rammer en grundtone af flertydighed, kontrastmøder der stemmer i kor drevet af egen klang, et simpelt udgangspunkt og varieret gentagelse i firkantens formsprog. En flertydighed som på ingen måde gør dem utydelige, men nærmere giver dem større dybde med flere tydningslag.

Et to og tre ! Et for sin tilstedeværelse, to for den dragende dobbelthed og livsvigtige kontrast, tre for udkommet som gjort af et andet stof.