Colonna – Anders Werdelin

8. oktober – 14. november 2020

Udstillingen kredser om forfald og overflade, i feltet mellem det installatoriske og skulpturelle. Den forsøger at udnytte den besøgendes bevidsthed om udstillingslokalets placering under terræn, i en afsøgning af arkitekturens skulpturelle muligheder.

Værkerne på udstillingen demonstrerer en optagethed af overfladen, men også en opmærksomhed på det som overfladen gemmer på. En leg med stofkarakteren og et forsøg på gennem denne leg at nå ind til genstandens substans, det ’indre’, i et spil mellem formens konvention og de forventninger der knytter sig til den.

Anders Werdelin (født 1965) arbejder fortrinsvis med skulptur og installation. Hans skulpturelle værker / objekter kredser om overflade og hulhed, ligesom hans installatoriske praksis fokuserer på indgriben i rummets arkitektur med opdelinger der problematiserer forholdet mellem indenfor og udenfor, mellem forside og bagside. Han er uddannet på kunstakademiet i Dijon, Frankrig.