Knud Pedersen in memoriam
| Den 18. december 2014 døde Knud Pedersen, som stiftede Kunstbiblioteket i 1957 og ledede det frem til sin død. Kunstbiblioteket var Knuds originale koncept og næsten et kunstværk i sig selv, vel at mærke et stadigt levende kunstværk. Omdrejningspunktet i Kunstbibliotekets hverdage var og er formidlingen og kærligheden til kunsten og forbindelsen til kunstnerne. Knud var også en tænker, og han udtænkte talløse projekter, der som oftest var relateret til kunstens verden. Tankerne og projekterne bevægede sig i mange forskellige retninger, og de var både ambitiøst alvorlige og uhøjtideligt morsomme; men man fornemmede, at når idéerne fik liv – nogle af dem blev fx til bøger – var det fordi de kunne vokse i Kunstbibliotekets fundamentalt sunde jord. Men der bestod også en vekselvirkning, fordi Kunstbiblioteket fik næring af Knuds konstante trang til at tænke nyt. Knuds tilknytning til modstandsbevægelsen i besættelsestiden lå som en evig resonans i hans virke, men han dvælede ikke ved fortiden i nostalgisk tilbageskuen: Knud havde ligeså meget fokus på nutiden og fremtiden som på fortiden, og det var kun interessant at analysere og skrive om fortiden, hvis man kunne bruge det som afsæt for at forstå og påvirke nutiden og fremtiden. Sentimentalitet i gængs forstand lå nemlig ikke til Knud. Men han havde stærke følelser og brændte for alt, hvad han fandt værd at brænde for, om det så udsprang af hans personlige liv eller hans arbejdsliv – de to liv, som på mange måder var uadskillelige. Knud fyldte meget, både fysisk og åndeligt. Han kunne være stædig – men stædigheden var også hans styrke, som viste sig i hans evne til at handle og føre idéerne ud i livet. Han kunne være krævende – så krævende, at det somme tider kunne føles som en begrænsning; men samtidig havde han en overraskende sans for at øjne mulighederne og kvaliteterne hos andre mennesker, måske fordi han selv var et mangefacetteret menneske. Således lå rådgivning heller ikke Knud fjernt. Kunstnere og sådan nogle, der søgte hans erfarne råd, var hyppige gæster i Nikolajgade. De nød godt af hans kærlige kritik og blev inspireret af hans incitament og befriende uortodokse tilgang til ’autoriteter’. Der blev reflekteret, diskuteret, og kælderen kunne summe af fyndige og frugtbare dialoger, som også kunne inddrage de kunder, der nu måtte være tilstede. Hverdagene blev ofte festlige, fordi Knuds dynamiske tilstedeværelse indbød til engagement og begejstring. Sådan forblev Knuds indflydelse intens og berigende lige til det sidste, for hans ånd var i stadig bevægelse: bedst som man troede, han lå fredeligt i sin corbusier stol fordybet i en roman, kunne man pludselig høre ham fare til tasterne på sit iPad-tastatur, fordi han havde fået en ny inspiration, havde udtænkt endnu en måde, hvorpå virkeligheden kunne gøres mere levende.Stemningen i Kunstbiblioteket vil for altid være forandret efter at Knud ikke længere besjæler den med sit vid og sit bid. Hans entusiasme og manglende vilje til at give op er forbilledlige egenskaber hos et menneske. Det vil derfor ikke være i Knuds ånd, om man valgte at opgive hans livsværk; tværtimod føler vi, som sidder tilbage i hans Kunstbibliotek, en forpligtelse til at forsøge at træde ud af hans skygge og med ham som forbillede drive det videre i en ny form for nutid og udvikle det med blikket mod fremtiden, uden at vi glemmer fortiden. Knud kommer vi aldrig til at glemme, og vi savner ham, alle vi, der havde det privilegium at kende ham. |
